Vellykket SPRO Gamakatsu Karpe Cup 2009 overstået, sørekord tangeret med 15,8 kg

Skrevet af: Chiel Robben | Indsendt af: Chiel Robben | Dato: 11/08-2009 | Kategori: Fangster

UPDATE 14/8: Nu med billede af Ian Muddles 15,8 kg store spejlkarpe - se længere nede på siden!

Så er årets SPRO Gamakatsu Karpe Cup i Sorø Sø overstået, og det med succes. Der blev landet 11 fisk på de 3 dage konkurrencen varede, med den største på 15,8 kg, der også er en tangering af sørekorden i Sorø Sø!


Billede: Sorø Lystfiskerforening

Set fra Team Specimen Nyts side (Søren Skov og Chiel Robben) var det en rigtig god konkurrence, der gik over al forventning. Vi kom nemlig på 2. pladsen!

Til lodtrækningen trak vi plads nr. 9, som ligger på sydsiden af søen. Vi havde intet kendskab til søen overhovedet, så det var ret tilfældigt da vi trak en plads. Heldigvis havde vi valgt en plads med pålandsvind hele konkurrencen igennem, så det var en stor fordel. Torsdag kl. 16.00 gik konkurrencen igang, men først kl. 19 fik vi stængerne i vandet, hvorefter vi kunne tænde op for grillen, hvor vi grillede marinerede nakkekoteletter og sønderjyske ringridere med kartoffelsalat og hvidløgsflütes. Torsdag nat fik jeg et dropback på en stang der fiskede 20 meter ude i et grødehul, men inden jeg nåede ud til stængerne havde fisket sat sig i sivende, og efter kort tid mistede jeg krogholdet. "Satans også", men det gode var da at der var aktivitet på fodringen efter så kort tid. Resten af natten forløb stille (læs: intet nævneværdigt/brasen).

Fredag gik det noget bedre for os. Allerede kl. lidt over 22 var der et sløvt run på min midterste stang, og denne gang fik jeg krogen fisken. Desværre satte den sig i åkanderne med det samme, så vi måtte ud i båden for at få den fri. På grund af det sløve run troede vi, at fisken var en brasen, men heldigvis kom der en fin lille spejler op til overfladen - "YES!!!" Vi kom ind til land og fik fisken sacket, og ringede derefter til Daniel fra vejeholdet. En halv time senere var han der, og spejleren blev vejet til 4,2 kg.


Billede: Søren Skov

Ved to-tiden var det Sørens tur til at få run, da en fisk havde taget hans 2x20 mm Nash Scopex Squid Liver boller. Heldigvis gik fighten rigtigt godt, på trods af at han fiskede gennem et tyndt åkandebælte, så efter kort tid kunne vi se en fin lille skæller i pandelampens skær. Igen blev der ringet til vejeholdet, og en halv time senere blev vi mødt af Benjamin og Dennis fra SLF. Skælkarpen blev vejet til 4,2 kg, og da vi hørte at ingen andre havde fået flere fisk på det tidspunkt endnu gik det lige pludselig op for os, at vi lagde på første pladsen! Henne på plads 10 havde de fået to fisk på 4,3 kg og 2,2 kg torsdag nat, så dem havde vi nu overhalet.


Billede: Chiel Robben

Lørdag morgen ca. kl. 8.30 var det igen blevet min tur, da en fisk havde taget min bonusstang, der fiskede op ad rørsivende 3-4 meter fra stangtoppen. Bidmelderen gav et par blip, hvorefter der gik 10-15 sekunder, før fisken besluttede sig for at lave et screaming run ind mellem rørsivende! Der var ikke andet at gøre end at tage båden og få den ud på frit vand. Endeligt, efter 5-10 minutter fik vi den ud på frit vand, og Søren kunne kort efter i ro og mag nette en fin spejler. "YES MAND!!" blev der brølet, og nu håbede vi for alvor på en god placering i konkurrencen. Da vejeholdet ankom blev fisken vejet til 5,0 kg.


Billede: Søren Skov

I løbet af dagen hørte vi om forskellige gode fangster rundt omkring, blandt andet en skæller på 8,6 kg, men ingen der havde fået 3 fisk endnu - så vi lagde på stadig førstepladsen!

Lørdag fik vi en SMS fra arrangørerne, hvor der stod at der var en bonuspræmie på en el-bådmotor til den første fisk over 10 kg. Men i løbet af lørdag nat var det eneste der ville sige hej til os et par brasener. Til gengæld havde andre haft stort held med sig! På plads 6 havde Ian Muddle nemlig landet en enorm spejlkarpe på 15,8 kg! En tangering af sørekorden! Jonas Pedersen og Michael Seide havde også haft heldet med sig, for var også nået op på 3 fisk med en noget højere samlet vægt en vores.

Søndag kl. 12.00 sluttede konkurrencen, og kl. 13.00 var der fællesspisning og præmieoverrækkelse.

Præmiefordelingen udartede sig således:

  1. Team Exxon Valdez: Jonas Pedersen og Michael Seide - 3 fisk, samlet vægt 27 kg
  2. Team Specimen Nyt: Søren Skov og Chiel Robben - 3 fisk, samlet vægt 13,4 kg
  3. Team Sydhavsøerne: Jacob Jensen og Michael Andersen - 2 fisk, samlet vægt 6,5 kg

Største fisk:

Bonuspræmie (første fisk over 10 kg):


Fra Daniel Flatau Larsen fra SLF har jeg modtaget et resumé pr. email:

Vi skulle frem til fredag morgen kl. 05.21 før Team Sydhavsøerne [Jacob Jensen og Michael Andersen] landede konkurrencens første fisk. En fin spejlkarpe på 4,3 kg. Igen kl. 09.16 måtte arrangørerne op på cyklerne for at køre ud til Team Sydhavsøerne, der denne gang havde fanget en lille spejlekarpe på 2,2 kg. Fredag aften kl. 22.34 var det Team Specimen Nyts [Søren Skov og Chiel Robben] tur til at fange en spejlkarpe på 4,2 kg. 02.49 var det igen Team Specimen Nyt der havde fanget fisk. Denne gang en skælkarpe på 4,2kg. Fredag morgen kl. 08.25 meldte Team Exxon Valdez [Jonas Pedersen og Michael Seide] sig på banen med en fin skælkarpe på 7,2kg. Lige efter, kl. 08.42 var det Team Specimen Nyt der havde fanget fisk. En flot spejler på 5,0 kg.

Da vi nåede lørdag aften valgte arrangørene at sætte en elmotor på spil til det hold som først fangede en karpe på 10 kg eller over? Man må sige at Team Exxon Valdez tog det til efterretning, for straks efter, kl. 22.16 fik de en flot spejlkarpe på 10kg rent. Lige efter midnat kl. 01.34 ringede One nutty dane and a mad englishman in pursuit of a biggie [Ian Muddle og Lars B. Larsen]. Den opløftene besked, lød på at de havde fanget en spejlkarpe som var omkring de 16kg! Ved kontrol vejning landede vægten på 15,8 kilo. Efter tillykke ønskninger til fangerne Ian Muddle og Lars B. Larsen kunne arrangørerne køre videre til Team Lange løg [Morten Rasmussen og Troels Bastiansen], som kl. 02.26 havde fået en tyk skælkarpe på 9,0 kg. Søndag morgen kl. 05.17 landede Team Exxon Valdez en spejlkarpe på 9,8 kg. Denne fisk blev også konkurrencens sidste fisk. Så kl. 13 mødtes alle deltagerne i klubhuset til fællesspisning og præmie overrækkelse.

Alt i alt har det været et rigtigt fedt arrangement, og fra Team Specimen Nyts side er vi også yderste tilfredse med resultatet. En stor tak skal lyde til arrangørerne fra SLF for et rigtigt god arrangement. Vi ses forhåbenligt næste år!


Billede: Chiel Robben

UPDATE

Så er der kommet et billede ud på SLFs hjemmeside af Ian Muddles spejlkarpe på 15,8 kg taget under konkurrencen på plads 6.


Billede: Sorø Lystfiskerforening

Fisken huggede den sidste dag i konkurrencen og tog tiger nuts. Bookmark and Share

Relaterede nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer - du kan blive den første til at skrive en!


Du skal være logget på for at kunne skrive en kommentar. Har du ingen bruger, kan du gratis oprette en her.