Specimen Nyt on tour: Karpefiskeri i Saône-floden

Skrevet af: Chiel Robben | Indsendt af: Chiel Robben | Dato: 10/07-2009 | Kategori: Fangster

Crewet bag Team Specimen Nyt er netop kommet hjem fra 10 dage i det franske, hvor destinationen var Saône-floden. Turen var en noget blandet fornøjelse, hvor vi blandt andet kørte i stykker i Frankrig, fangede få brasener den første uge, mens vejret var perfekt til en karpeferie og god hygge i godt selskab!


Billede: Chiel Robben

Turen startede med, at Søren Skov, Steffen Hansen og undertegnede mødtes for at pakke grejerne. Vi havde 3x fuld karpeudrustninger, 60L fodermajs, 30L tiger nuts, 20 kg boilies og naturligvis de obligatoriske kasser Slots Classic (der var nok!) som skulle pakkes i en Peugoet Partner 1.9 diesel. Partneren hang allerede godt nede på livet da vi havde fået den pakket, men vi fik hurtigt manet alt tvivl til jorden om støddæmpere osv. ville holde. Vi skulle bare afsted!


Billede: Søren Skov

Klokken 22 søndag aften d. 28. juni satte vi så kursen mod Frankrig. 1200 km senere skulle vi dog blive klogere på om bilen kunne holde, for rundt i et sving med lav fart sagde det lige pludselig "Bang!" og så hang Partneren nede på jorden. "Fuck", tænkte vi, og så måtte jeg jo til at lede efter et telefonnummer til noget autohjælp. Jeg fandt et nummer, fik ringet til nogle fra SOS (Danmark) og efter en time kom der er forvirret franskmand fra autohjælp, der selvfølgelig ikke kunne engelsk, og tog Partneren og os med. Vi endte et sted som lignede en kirkegård for biler, og vi tænkte straks, at vi aldrig kommer væk derfra igen. Desværre var vi kørt i stykker lige inden middag, så det endte med vi måtte vente over 3 timer på bilkirkegården, fordi de holder middagspause i Frankrig. Efter mange telefonopringninger til SOS (der så sendte en email til en franskmand, der så ringede til autohjælperen) kom vi videre med bilen hen til et autoriseret Peugot-værksted.

På værkstedet kunne de selvfølgelig heller ikke engelsk, men vi kunne heldigvis kommunikere med dem via oversættelse på internettet. Da vi efterhånden alle var godt trætte, fordi vi ikke havde sovet i over 24 timer, ville vi bare gerne have bilen lavet, og tilbød dem derfor lidt ekstra honorarer, hvis de ville lave bilen samme dag. Så var det som om, der skete noget helt specielt, for lige pludselig blev de rigtig flinke og ville gerne hjælpe os hurtigst muligt, men desværre kunne de først have bilen klar om 3 dage, fordi der manglede reservedele. Så måtte jeg igen ringe til SOS, og de fortalte at ved reperationer over 3 timer har man ret til en lånebil. Jeg fortalte dem, at vi havde ret meget bagage med, så derfor skulle vi have en stor bil. Det kunne de første skaffe næste dag, da den skulle komme helt fra Stuttgart hos Europcar. "Lort mand!", men der var ikke noget at gøre. Vi fik lov til at sove på en græsplæne bag mekanikerens værksted, og efter lidt smalltalk med en af de yngre svende fandt vi ud af han også fiskede karper, så det var da meget hyggeligt.

Klokken 8 næste morgen kom der en Opel Vivaro 2.9 CDTi med tyske plader kørende, og det var minsanten vores Europcar lånebil. Fedt, nu kunne vi komme videre! Vi fik pakket bivvyerne og smidt grejet over i den nye bil, og så kørte vi de sidste 175 km til byen Verdun-sur-le-Doubs. Her købte vi fiskekort, og derefter kørte vi ud for at finde nogle pladser. Vi fandt en god plads på natstrækket ved Gergy med hyggelig eng og majsmarker omkring os.


Billede: Søren Skov

Om aftenen nød vi en god gang Spaghetti bolognese à la Søren Skov, dvs. hakket oksekød med salt, peper og oregano samt ketchup - mums! Det røg lige ned sammen med en god flaske rødvin - naturligvis fra Bourgogne-området!

Første nat var en nulbon desværre, men sådan kan det jo gå, selvom vi havde høje forventninger. Næste dag prøvede vi igen, men endnu en gang uden held. Det samme skete 3. og 4. dag og vi syntes at have prøvet alle taktikker vi kunne komme i tanke om! Vi så ellers mange (20+ over de 4 dage) fisk springe helt fri af vandet! Steffen havde som den eneste haft lidt aktivitet i form af nogle brasener, men det tæller sgu ikke rigtigt, så på den 4. dag tog mig og Steffen ud på en ekskursion for at finde en ny plads. Efter et par timer fandt vi en lækker plads på natstrækket ved Chalon-sur-Saône, men den var desværre optaget ligesom næsten alle andre fiskbare pladser på det stræk.

Dagen efter kørte Søren og undertegnede igen afsted til den samme plads for at se den var fri. "Yes!", det var den! Vi kørte tilbage og fik alle pakket grejerne på rekordfart - 1 time og 10 minuttter! Efter en halv times kørsel var vi på den nye plads - med ny optimisme! Grejerne blev sat op igen, med en udsigt som kan ses på det første billede i artikelen og vi nød den hyggelige stemning. Om aftenen tændte vi op for grillen og nød en god gang grillmad og en flaske rødvin.

Desværre bød den første nat på den nye plads på endnu en nulbon, men fodringen skulle jo også lige have lov at virke i lidt tid, tænkte vi. Først på den 6. dag lidt over middag fik jeg et run, der ikke var til at tage fejl af! Efter en hidsig fight på ca. 5 minutter fight kunne jeg lande en lille skælbandit på ca 3 kg! En lille en, men det var meget velkommen efter de mange fisketomme dage!


Billede: Søren Skov

Vi havde været meget optimistiske hjemme fra, så vi havde aftalt at den første karpe over 10 kg udløste en flaske champagne, men efter så mange fisketomme dage besluttede vi os for at poppe den alligevel - efterfulgt af et par øl!

Dagen efter fik jeg igen en mindre fisk om formiddagen, og en til lidt senere på 3,6 kg. På trods af deres ringe størrelse fighter disse fisk forrygende! Det afspejler sig også i den slanke form og den store halefinne fiskene har!

Vi var nu nået til den 8. dag. Ved middagstid kunne vi høre det begyndte at tordne i det fjerne, og det blæste lidt op. Klokken 3 var stormen imidlertid nået til vores camp - og det var en vild storm! Det blæste og tordnede helt vildt, og der var en haglbyge med hagl der havde en diameter på over 1 cm! 20 minutter senere var stormen helt væk igen.


Billede: Søren Skov

De store hagl havde også ramt mine swingers så hårdt, at de nærmest blev skudt af!

Om aftenen, lige i det vi skulle til at rigge om for natten, fik jeg et run. Jeg havde allerede hivet to af mine stænger op og slukket bidmelderne, så den tog lige krogagnen i sidste øjeblik!


Billede: Søren Skov

Efter en god fight på ca. 10 minutter kunne jeg ude i vandet lande en rigtig flot spejler på 7,0 kg rent!


Billede: Søren Skov

Omkring kl. 23 gik til vi køjs, men omkring kl. 1 blev jeg vækket igen af en skrigende Micron! Der blev givet modhug, og denne gang var der noget mere substans i den anden ende af Power Pro-fletlinen, kunne jeg mærke. Efter en fed fight på ca. 15 minutter kunne Søren løfte nettet op omkring en god skæller. Vi fik vejet fisken og nålen stoppede ved 9,1 kg - jeg var vældigt tilfreds!


Billede: Søren Skov

To timer senere blev jeg vækket igen af denne skæller på 6,4 kg.


Billede: Søren Skov

Vi var nu nået til den sidste dag, hvor jeg fik en meget lille skælbandit på omkring et kilo, men nu ville Steffen også være med! Også med en bandit på et par kg.


Billede: Søren Skov

Vi havde efterhånden været i naturen og uden for civilationen i mange dage, og det bragte nogle uvandte sider frem i nogle af os! Her ses det blandt andet at Steffen er ved at lave en hul i jorden med en bankstick, mens Søren imponeret kigger på hvor dybt hullet efterhånden er, og knipser nogle billeder!


Billede: Chiel Robben

Om aftenen nød vi endnu en flaske rødvin og den franske idyl, og gik i seng ved 22-tiden. Vi skulle jo køre næste dag. Jeg fik en lille karpe ved 2-tiden i silende regn. Ved 4-tiden fik jeg igen et run, og da jeg ville give modhug ved at holde på spolen på mit Daiwa Emblem-hjul blev jeg brutalt overrasket! Ved alle de andre fisk kunne jeg nemt lige holde spolen og sætte krogen, men denne gang var det umuligt at holde fast! Fisken flåede bare line af hjulet! Jeg fik stillet bremsen tilpas stram, og en vild fight begyndte! Jeg tænkte, at "det her må fanme være en stor karpe", for den ruskede kraftigt med hovedet og tog mange små, men meget hidsige udløb. Efter en fight på ca. 15 minutter kom fisken til syne - en lang sort satan - en malle! En fed bonusfisk, og en jeg godt nok ikke havde regnet med på tiger nuts! Fisken kunne heldigvis være i nettet, og vi fik den op på matten. Jeg afkrogede nænsomt fisken, krogen sad fint i den ene side af munden. Nu var det til til at veje fisken, og vi kunne konstatere en vægt på 14,2 kg - en ny overall PR til mig! Sådan!


Billede: Søren Skov

Ved halv 6-tiden fik jeg en skæller på omkring 5 kg som turens sidste fisk. Kl. 7 stod vi op, fik et par kopper kaffe og morgenmad, hvorefter vi pakkede grejet sammen og satte kursen mod Sønderjylland. Vi skulle dog lige forbi Peugoet-værkstedet og hente Partneren igen - €274,15 kom vi af med - værkstedet havde en timeløn på sølle €37,50 (ca. 280 kr) - det kunne de godt lære noget af i Danmark! Kl. 3 natten til fredag var vi hjemme, og kunne få en velfortjent nats søvn efter en god tur.

Vi er alle enige om, at det var en skide god tur selvom vi ikke fangede så meget, som vi havde regnet med. Og også selvom fangstfordelingen var meget urimelig, men god venskabelig hygge og total afstressningsferie er nu det vigtigste af det hele!




Alle fiskene er desuden fanget på tiger nuts, selvom vi også fodrede med boilies. Vi fodrede op med ca. 20L foder om dagen til 9 takler på en skrænt lige uden for rankegrøden, hvor dybden faldt til 5 meter. Saône er også meget kendt for dets gode mallefiskeri med maller på over 2 meter, og vi så også en del mallefiskere komme drivede ned ad floden i deres gummibåde. Hvis i selv gerne skulle have lyst til at tage til Saône er i velkomne til at stille os spørgsmål, og normalt skulle karpefiskeriet også være en del bedre. Vi mistænker også at hedebølgen med temperaturer over 30°C de første mange dage har haft en negativ indflydelse på fiskeret, men det er blot en teori. Et kort over natstrækkende kan desuden findes på Fédération de pêche de Saône-et-Loire's hjemmeside. Bookmark and Share

Relaterede nyheder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer - du kan blive den første til at skrive en!


Du skal være logget på for at kunne skrive en kommentar. Har du ingen bruger, kan du gratis oprette en her.