Kapitalgedde fra Sjælland
Skrevet af: Michael Trøst | Indsendt af: Michael Trøst | Dato: 09/11-2010 | Kategori: GenereltOnsdag den 3. november var det endelig lykkedes mig med lodder og trisser at presse en fridag ind i programmet. Egentlig ville jeg helst fiske efter karperne, men tiden var knap og vandet lige koldt nok, så det måtte blive geddernes tur.
Dagen før havde jeg bestilt hele store sild ved fiskehandleren og pakket grej. Grejet kiggede jeg igennem flere gange, for det så ikke ud af meget i forhold til hvad jeg normalt samler sammen til en karpe tur. Så tidligt det var mig muligt stod jeg ved vandet. Jeg riggede to flådstænger til fiskeri i to meters dybde med hele sild, og en til jig fiskeri. Det var en dag med meget skiftende vejr, fra kraftige byger til høj sol og vinden steg og faldt. Jeg fiskede med vinden, så jeg kunne jig fiske bag flådstængerne som jeg flyttede frem med 15 min. mellemrum. Der var en del små gedder der tog jiggen hvilket var gode tegn.
Fisk nummer tre var en gedde på et par kilo, den havde friske tandmærker efter store tænder. Jeg lod begge flåd stænger være i området, og efter tyve minutter begyndte det ene flåd at vandre mod strøm og bølger. Et hurtigt tilslag og jeg kunne mærke en tyngde der ikke var til at tage fejl af. Fighten forløb uden den store dramatik, da der er stejle brinker og en god dybde, men længden af fisken gjorde det var vanskeligt at få den skovlet ind i mit 42" karpenet.
Efter med sammenbidte tænder at have løftet fisken op af brinken, uden at falde i, stod den på meget brede smil og en del jublen! Min bror skulle egentlig have været der, men var forsinket af arbejde, og fruen var kroget for dybt til at jeg turde rode med det selv. Heldigvis kunne min vejeslynge også bruges som sack, så jeg klippede snøren og hun fik lov at vente i vandet. Et hurtigt opkald og ord som langt over en meter fik sat fart i tingene, og hjælpen kom frem efter 10 min. Flere brede smil og så fik fruen en tur på vægten, 12,6 kg, ny pr. med næsten et kilo, men længden var imponerende 126 cm. Selv to mand, og med det rigtige værktøj var fisken svær at få afkroget, men det lykkedes til sidst. Så efter et par meget hurtige fotos kom hun retur.
Vi fiskede sammen et par timer efterfølgende men aktiviteten var taget af, så der kom ikke mere på land, men en fantastisk dag!
Deltager i Predatorcup 2010/11
Relaterede nyheder
- Glædelig jul og godt nytår
- SPRO Gamakatsu Karpe Cup 2009 i Sorø Sø
- Karpedød i Kalvemosen bekræftet
- Trist skæbne for kinesisk rekordkarpe
- SPRO Gamakatsu Karpe Cup 2009 starter imorgen
Kommentarer
Du skal være logget på for at kunne skrive en kommentar. Har du ingen bruger, kan du gratis oprette en her.






Kanon fisk Michael - og tak for den fede rapport!